Alle elever i Danmark har ret til et godt undervisningsmiljø, så undervisningen kan foregå på forsvarlig vis. Alle uddannelsessteder skal udarbejde en skriftlig undervisningsvurdering mindst hvert 3. år. Undersøgelsen blev foretaget i april 2022, og denne gang valgte vi at lade eleverne besvare et spørgeskema for 0.-3. klasse og et bredere spørgeskema for 4.-9. klasse.
Den klare tendens i besvarelserne er, at eleverne finder, at skolen er vedligeholdt og i orden. Klasseværelserne kunne være større, men det er acceptabelt. Stole og borde er tilfredsstillende. Specielt er eleverne glade for, alle klasseværelser er udstyret elevationsstole.
Vi vil fortsat vægte, at skolen rent fysisk skal være et rart sted at opholde sig ved fortløbende vedligeholdelse. Vi prioriterer, at ting hurtigt bliver repareret, hvis de går i stykker.
På skolen arbejdes der hele tiden målbevidst på at skabe et miljø, hvor alle respekteres, og hvor der er en omgangstone, der er forenelig med skolens værdigrundlag. Langt de fleste elever i undersøgelsen giver udtryk for, at de trives, og at de ikke føler sig mobbet eller tilsidesat. Der er bred enighed om, at lærerne er parate til at hjælpe, når der opstår problemer, og at de har tid til at lytte. De fleste elever er glade for at gå i skole, og at de føler, at de lærer noget, men at der kan være perioder, hvor motivationen ikke er så stor.
Lærerne bestræber sig til stadighed på, at eleverne skal føle sig trygge i undervisningssituationen. Eleverne skal føle sig overbeviste om, at når der opstår problemer fagligt såvel som socialt, så vil nogle voksne gå med i løsning af problemerne. Skolen har en mobbepolitik, som følges, hvis problemer af den karakter skulle opstå.
Langt de fleste af skolens elever oplever, at skolen er et godt og hyggeligt sted at være.
Det æstetiske undervisningsmiljø søges højnet ved at holde orden, ved at holde et rimeligt rengøringsniveau og ved at udsmykke rummene bl.a. med elevarbejder og grønne planter. Eleverne bevidstgøres til stadighed om, at de er vigtige faktorer i bestræbelserne på at gøre skolen til et hyggeligt sted at være.
Skolen sørger for, at legepladsredskaberne vedligeholdes og efterses af legepladsfabrikant en gang om året. Ligeledes foretages sikkerhedstjek af gymnastiksal årligt.
Tiltagene fortsættes.